Meningsmaskinen ruller igen

Jeg har takket ja til at skrive klummer for Heartbeats – i første omgang frem til sommer. Det kommer til at være nogenlunde månedligt, og den første tekst er af den mere personlige slags. Jeg har skrevet en tekst om mit forhold til min far og om, hvorfor det har været fantastisk at tilgive ham. Jeg har fået en masse beskeder fra folk, der kan kende sig selv i teksten og har vanskelige forhold til deres forældre. Eller ikke noget forhold. Det er simpelthen den slags, der gør det værd at udlevere sig selv for dårlige honorarer i klummeformat. Tak for dem.

I en helt anden boldgade, så skrev jeg et tweet, der vist gik viralt.

Så fik jeg en besked fra en redaktør, jeg har lavet lidt for, som mente, at der gemte sig en klumme i det tweet. Det sagde jeg selvfølgelig ja til (fordi freelance-liv), og det blev så til denne lille sag på Format.

Det er faktisk meget rart at være tilbage i meningsmaskinen.

 

Så fik jeg støvet undervisningskompetencerne af…

For tiden sidder 30 studerende og skriver eksamensopgave på mit kursus i kulturformidling på Københavns Universitet. Faget har bådet budt på journalistik, kritik og anmeldelse, debatstof, SoMe, podcast, museums-, teater- og biblioteksformidling samt hvad de studerende selv har budt ind på. 

Mens de sveder over pensum og spændende problemer om formidling til unge, museumstekster, kritikkens tilstand, lydfortællinger,  youtube-essays og meget andet, læser jeg deres evalueringer. Det gør mig simpelthen utroligt stolt, at de er så glade og skide søde. 

»Det har været nogle rigtigt spændende emner, du har taget op. Det har også været super fedt, med hele den der “i relation til den virkelige verden” vinkel, vi har haft gennem hele kurset. Fedt med interessante gæsteoplæg!«

Her siger jeg tak til Anders Olling, Katrine Hornstrup Yde, Rasmus Bo Sørensen og Audun Lindholm. 

»Det har virket godt for mig, at undervisningen har været så inddragende og det har været fedt, at blive “tvunget” til at tage stilling til de forskellige kulturprodukter, man læser/ser/hører, i løbet af ugen, på en anden måde end før kurset. Desuden har det sparket mig igang med at opsøge mere af den slags, som faktisk blev syltet lidt til fordel for lektier og “pligtlæsning”«.

»Super fedt og lærerigt fag, der har fået mig til at skrive (omend bare til skuffen i første omgang 😉 )«

Jeg vil utroligt gerne undervise i formidling, skriveprocesser og tekstredigering igen. Især hvis de studerende er lige så søde.

Selv på gode dage er der tomt

Denne uge er på mange måder en god uge i mit arbejdsliv. Jeg har afleveret en artikel, der gerne skulle komme senere på ugen, og jeg arbejder pt på den næste (lige nu overspringshandler jeg dog ved at skrive dette indlæg).

Jeg har pitchet to artikler, og den ene er blevet antaget.

Jeg har godkendt 29 studerende pensumlister, så de kan gå i gang med deres eksamensopgaver.

Jeg har sendt to fakturaer: en lille og en så stor, at levebrødet er sikret i januar.

Og jeg arbejder faktisk med nogle ret fede projekter for tiden. Jeg har løst en stor kommunikationsopgave for en spændende kunde. Jeg elsker at undervise – mine studerende er dygtige og vildt søde. Og jeg kommer godt omkring i emnerne på den journalistiske bane.

Alligevel er det hårdt. Mest af alt, så savner jeg et kollegialt fællesskab. Det er ensomt at sidde hjemme ved skrivebordet og kun drikke kaffe og spise frokost med sig selv. Og så er det hårdt at udvikle ideer til artikler helt alene. Selvfølgelig skal man også pitche, når man sidder på en redaktion, men der kan man kaste ufærdige ideer op og spille bold med sine kolleger. Når man som freelancer sender artikelforslag til magasiner, aviser eller andre, så skal ideen helst være rimelig færdigstøbt: Hvad er vinklen, hvem skal jeg tale med, hvilke kilder og hvilke cases? Den slags kommer altså ikke lige flydende som guddommelig inspiration.

Jeg er et socialt menneske, jeg tænker bedst, når jeg taler, og jeg tror på, at de gode ideer opstår kollektivt.

Når ideen er færdig og sendt af sted til en redaktør, så er der bare tilbage at vente – virkelig ofte på afslag. Nogle historier sælger sig selv, andre tager to, tre, fire forsøg – og så ender man stadig med en ussel freelancetakst gerne mellem 2.000 og 4.000 kroner for mange dages arbejde.

»Men er friheden ikke vildt fantastisk? Du kan sove længe, drikke kaffe med veninderne og træne midt på dagen.« Det spørgsmål møder jeg ofte. Og jo da, det er vildt fedt at kunne drikke kaffe med mine veninder, hvis ikke de var på arbejde midt på dagen, og hvis jeg i øvrigt havde råd til at drikke kaffe til 35 kr. hver eneste dag. Sandheden er, at det er de færreste dage, jeg sover længe. I stedet sidder jeg foran computeren både om morgenen og alt for ofte efter aftensmaden for at skrive, pitche ideer, lave regnskab og ikke mindst søge job. For ja, selvom jeg laver sjove ting, så er det ikke noget, der kan gøre det ud for pensionsopsparing, løn under sygdom, kollegial sparring og andre luksusgoder fra de fastansattes verden.

 

Om luderstigma og fjerdebølgefeminisme

Jeg anmeldte for nyligt Ludermanifestet for Kommunikationsforum. En bog, jeg desværre ikke var så glad for, som jeg gerne ville have været. Den forbliver en æstetisk billedbog og en glaseret overflade.

I forbindelse med læsningen af bogen læste jeg også lidt op på de tre kvinder, Louise »Twerkqueen« Kjølsen, Nikita Klæstrup og Ekatarina Andersen, historie og dækningen af deres »Girl Squad« og deres projekt. Det stødte jeg igen og igen på formuleringer, der insinuererede, at de tre kvinder ER feminismens fjerdebølge, at fjerdebølgefeminismen opstod med deres interview i Zetland, eller at deres bog er bølgens første manifest.

Det må være kongerigets dovneste journalister, der har skrevet de artikler. En enkelt googlesøgning vil vise, at fjerdebølgefeminismen eksisterede længe før det ellers fine interview – og før de tre kvinder var en del af den feministiske debat.

Samtidig får man fornemmelsen af, at de tre er fjerdebølgefeminister, fordi de er letpåklædte eller afklædte. Men man kan godt være en del af den bølge uden at tage tøjet af – og hvis man gør det. Det er ikke nøgenhed, der er adgangsbilletten til fjerdebølgen (ikke, at der som sådan er én).

Jennifer Baumgarden, redaktør på The Feminist Press, daterer fjerdebølgens begyndelse til 2008. Kira Cochanes bog »All the Rebel Women: The Rise of the Fourth Wave of Feminism« udkom i 2013.

Som med alt andet, så er der stadig diskussioner om, hvad fjerdebølgen helt præcist er. Men en kort guide til, hvad fjerdebølgefeminismen handler om:

1) Intersektionalitet. Fjerdebølgefeminister anerkender, at køn ikke er den eneste faktor for undertrykkelse og ulighed. Som hvid, heteroseksuel cis-kvinde har jeg ikke samme udfordringer som brune kvinder, transkvinder eller homoseksuelle. Det handler om at anerkende de priviligerier, man har. Og at udvise solidaritet på tværs.

2) Trans/queer-perspektiver. Selvom queerteori – og Judith Butle, Eve Kosofsky Sedgwick og Jack Halberstam – hører til i tredjebølge, så er queerperspektivet også relevant i fjerde bølge. Man gør op med binære opfattelser af både køn og seksualitet.

3) Seksualitet. Ja, fjerdebølge handler (også) om sex. Ofte defineres den som »sex-positiv«. Den fejrer retten til at have og udleve sin seksualitet, som man har lyst til – uden at blive udsat for udskamning. Fjerdebølge er slutwalks og kritik af voldtægtskultur og hverdagssexisme. Man kan godt være for fri sex og imod overgreb på én og samme tid; man er ikke snerpet og frigid, fordi man ikke synes, at voldtægtsjokes er sjove, eller fordi man siger nej til uvelkomne berøringer og dick pics.

4) Kropspositivitet. Der er mange måder at have en krop på. Man behøver ikke se ud som de vanligvis gør på de glitrede magasinforsider for at være okay. Fjerdebølge kritiserer idealer, men udstikker ikke nye. Det er et opgør med udskamning af diverse kropstyper. Det er ikke er »Alle kvinder er smukke«. Det er et »det handler om andet og mere end blot at være smuk«.

5) SoMe-aktivisme. En af de mest markante ting ved fjerdebølge er brugen af sociale medier. Fjerdebølgens aktivister er digitalt indfødte. Det er både #metoo, men også kampe for kropspositivisme, opgør med snævre rammer for seksualitet. Aktivisme på sociale medier er uafhængig af geografiske grænser. Fjerdebølge er solidaritet på tværs.

6) Humor. Laura Bates stifter af Everyday Sexism Project i 2012 fremhæver humor og inklusion som en væsentligt del af fjerde bølge. Det er måske det mest underbelyste punkt. Og det er tæt forbundet til punkt 5. Humor virker afvæbnende, og det er et godt redskab på sociale medier. Hvem sagde, at feminister er humorforladte?

 

 

Velkommen til!

Her på siden kan du læse lidt om alt det, jeg kan. Jeg er uddannet cand. mag. i litteraturvidenskab. Jeg skriver kritik, journalistik og holdningstof. Jeg virker som ordstyrer og moderator. Og så kan jeg hjælpe dig med pressearbejde og kommunikation. Klik på menuerne og se mere.

Hvis du har en opgave, du gerne vil have mig til at løse for dig, er du velkommen til at sende mig en mail. Du finder adressen under kontakt.