Undervisning & foredrag

Jeg har undervist på universitetet og lavet forskellige workshops om tekstredigering og holdningstekster. Og jeg holder foredrag om litteratur, kultur og ligestilling fx på gymnasier, biblioteker og højskoler. Skal jeg holde et oplæg for dig? Send mig en mail eller ring til mig, så kan vi tage en snak om både rammer og indhold. 

Hvis du vil have lidt inspiration, så er her et par bud på, hvad jeg kan lave. 

Veninder i litteraturen. 

»(…) jeg prøvede at komme i tanke om et tilfælde i min læsning, hvor to kvinder var beskrevet som venner (…) næsten uden undtagelse er de beskrevet i deres relation til mænd (…) kvinder i fiktion bliver ikke kun set på af det andet køn, men også kun i relation til det andet køn. Og hvor er det dog en lille del af en kvindes liv«. Sådan skrev Virginia Woolf i den feministiske klassiker ’Sit eget værelse’ i 1929. Heldigvis er litteraturen i dag mere rundhåndet med de kvindelige relationer. Med udgangspunkt i romaner af Elena Ferrante, Zadie Smith, Siri Hustvedt og Sally Rooney undersøger foredraget, hvor kompleks en relation venindeskabet er, og hvordan relationen er dannede for kvinders personlighed og liv. Desuden skal vi tale om, hvordan venindeskabet som litterært emne giver mulighed for nye plot og nye fortællinger om det gode liv. 

Skriv bedre:

Jeg holder af historier, især godt fortalte historier, der engagerer læseren eller lytteren. Derfor holder jeg gerne foredrag om og underviser i, hvordan man laver gode tekster, og hvordan man hjælper andre med at lave gode tekster.

Jeg har tidligere undervist kandidatstuderende på Københavns Universitet i formidling. Jeg kan dog også optræde med kortere formater, der passer til lige netop dig.

Mit bedste råd er altid: Læs, skriv, gentag! Men hvis du vil have lidt mere med hjem, så kan jeg fx underholde med følgende:

Ordet på BordetEt foredrag om, hvordan man skriver debatindlæg og klummer, der engagerer til forandring. Kort opsummeret:

1) Hav noget på hjerte.

2) Tag gerne udgangspunkt i dig selv, men undgå, at det bliver privat.

3) Vær polemisk uden at blive skinger.

4) Fortæl, hvilke forandringer du ønsker at skabe med indlægget.

Tekstredigeringsworkshop. Vil du være bedre til at redigere dine egne og andres tekster? En god redigeringsproces består af tre trin: indhold, struktur, sprog. Jeg vil gerne lære dig, hvordan man arbejde med de tre niveauer.

Karen Dich moderer debatOrdstyrer

Jeg moderer debatter af alle slags og holder styr på paneler i forskellige størrelser. Skal du bruge en erfaren og skarp ordstyrer, så send mig en mail eller giv mig et kald. Jeg hjælper gerne med at finde det rigtige panel og den rigtige form på arrangementet, ligesom jeg selvfølgelig forbereder mig grundigt, taler med deltagerne forud for arrangementet og laver en drejebog. 

Her er en liste over nogle af de samtaler og debatter, jeg har modereret. 

Fokus på studerendes trivsel. Tre gå hjem-møder - i hhv. Aarhus, Odens og København - arrangeret af Danmarks Evalueringsinstitut og Studenterrådgivning med fokus på trivsel blandt de studerende på videregående uddannelser. Møderne bød på både oplæg of en paneldebat, hvor vi diskuterede trivsel i praksis.  

Hvor skal du sætte dit kryds? Valgdebat på Talk Town med københavnske folketingskandidater. En debat om, hvordan køn spiller en rolle i politik, lige fra erhvervs-, finans- og beskæftigelsespolitik til klima og uddannelsespolitik med Yildiz Akdogan (S), Carl Valentin (SF), Sofie Carsten
Nielsen (R), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), Rasmus Jarlov (C), Kashif Ahmad (Å), Rosa Lund (Ø).

En feministisk kulturpolitik. Hvorfor? Og hvordan? Debat med kulturborgmester Franciska Rosenkilde for Gong Tomorrow og musikorganisationen, Snyk, Bjarke Svendsen og billedkunstner Clara Starck om hvordan vi får mere ligestilling i kulturlivet. 

Valgdebat på Restaurant Kanalen. KV17 debat om bandekonflikt og boligmangel med Henrik Appel (S), Cecilie Lonning Skovgaard (V), Charlotte Lund (Ø), Sisse Marie Welling (SF) og Carl Christian Ebbesen (DF).

Kvinder i kommunalpolitik. Debat i Avisen Kommunens telt på Folkemødet 2017. I panelet sad Laura Linddahl (LA), Christina Krzyrosiak Hansen (S)  og Ulrik Kjær, professor ved Institut for Statskundskab ved SDU.

Rimer fagforening med feminisme? Debat med Juliane Marie Neiiendam , forkvinde for ansattes råd IDA og medlem af Kvinderådet, og Anika Liversage,  seniorforsker fra SFI og forfatter til “Kvinder i byggefag”. Arrangeret af Kvinders Byggeforum på Talk Town 2017.

Feministisk Fyraften. Debat om mandens plads i feminismen & debat om kvinder og kunst 

Tabusalon: Kussens Hemmeligher. Kvinfos Tabusalon om kussen på Literaturhaus.

Hvad sker der for ligestillingen? Debat om ligestilling arrangeret af Institut for Menneskerettigheder og Politiken. Panelet bestod af fire ligestillingsordførere fra hhv. Venstre, Socialdemokraterne, Alternativet og Enhedslisten. Panelet modtog indspark fra  Emma Holten, feministisk aktivist, Anton Grau Larsen, medforfatter af bogen ’Magteliten’ og Anne Mette Svane, chefredaktør på Politiken. 

Kontakt mig! 

Kontakt mig endelig, hvis du skal bruge en foredragsholder, underviser eller moderator. Eller ring til mig på 25301321.